Filters

Thomas Søndergård & RSNO - Strauss: Ein Heldenleben, Der Rosenkavalier Suite - Politiken

4/6

Tit hører man begyndelsen spillet med stort schwung og – i hvert fald på nogle ældre indspilninger – hamrende sjusket. Men ikke her. Den danske dirigent Thomas Søndergård dirigerer tørt og præcist, men med et resultat, der alligevel har godt med energi. Der er stramt fokus i ’Ein Heldenleben’, på dansk ’Et helteliv’, af den tyske komponist Richard Strauss, som med dette enorme værk for symfoniorkester glorificerede sin egen hverdag som skabende kunstner. Der er i hvert fald meget i musikken, der tyder på, at det var sig selv, den tyske komponist havde i tankerne, da han skrev det udfordrende stykke kort før år 1900. Der er soliditet i Søndergårds og hans skotske orkesters kompakte fortolkning. Heltens kritikere pipper som sure blæsere, heltens hustru spilles sødt af en violin, og i det hele taget klarer denne fortolkning sig udmærket over for en meget stærk ny indspilning med Oslo-filharmonikerne dirigeret af russiske Vasilij Petrenko. Petrenko gør måske ikke umiddelbart voldsomt indtryk. Her glider og strømmer musikken mere af sted i en lidt svag optagelse, der kræver, at man skruer op for volumen. Men Petrenkos linjeføring er beundringsværdigt langsigtet. Han ender som den overlegne med flugt og fart, der får musikken til at vokse til overvældende styrke, mens Søndergård er den, der spidder den og spidser lytterens ører. Søndergård kobler ’Ein Heldenleben’ med Strauss’ bittersøde suite fra operaen ’Rosen- kavaleren’. Dén musik byder på sart skønhed og storladen vemod – og, meget fikst, også på samme muntre opsving til at begynde med, som ’Ein Heldenleben’ har. Petrenko supplerer grandiost med Strauss’ ’Also sprach Zarathustra’ med den spektakulære solopgangsbegyndelse over kontrafagot, kontrabasser og orgel. Det passer også flot, for slutningen af ’Heldenleben’ rummer akkorder, der minder om begyndelsen af ’Zarathustra’. De to indspilninger indleder hver en ny serie af album fra de to dirigenter, og begge står stærkt. 

Politiken
18 June 2019