Robin Ticciati & SCO - Brahms: The Symphonies - Politiken

5/6

Vi må ikke glemme, at Brahms var åben over for en helt anden, langt mindre strygerlyd end den klassiske, vi kender«, lød dirigenten Robin Ticciatis indgangsbøn til sit skotske orkester forud for deres 14 indspilningsdage sammen.

Den holdning tog musikerne til sig. Dirigent og orkester har krympet de så mægtige symfonier af Johannes Brahms til forvokset kammerstørrelse. Og i den forvandling har de fået et drev, man ikke lige bliver færdig med.

Robin Ticciati må virkelig dele vandene med sit nye album med Brahms’ fire symfonier spillet med Scottish Chamber Orchestra. Han er kun lige blevet 35 og har alligevel været skotternes chefdirigent i ni år og har samtidig formået at slå sit navn fast med en række virkelig interessante udgivelser med andre orkestre. Senest i efteråret med musik af Debussy og Deutsches Symphonie-Orchester Berlin.

DENNE GANG kommer englænderen til at gøre traditionalisterne rigtig sure, når de hører hans kammerorkester spille helt slankt og smidigt og kun vibrere i klangen som en ekspressiv effekt fra tid til anden.

Her er ingen smægtende symfonisk bredde. Der er flere orkestre i samme størrelse, der har taget Brahms under kærlig behandling, f.eks. Thomas Dausgaard og hans svenske kammerorkester. Men spørgsmålet er, om de har barberet det storladne af Brahms med samme konsekvens?

TICCIATI har bare 30 i strygerkorpset (ligesom Brahms’ yndlingsorkester i Meiningen, som uropførte den 4. symfoni i 1885) og det sætter sit præg på albummet. Tilsvarende bruger de specielle basuner og horn, som er lysere i lyden, så det samlede udtryk bliver let og enkelt.

SYMFONIERNE SPILLER to og en halv time i alt, og der er masser af højdepunkter at slå ned på: Førstesatsen i 1. symfoni er normalt et mægtigt, massivt drama i mol, og med de glasklare indsatser hos skotterne bliver det samtidig helt tydeligt, at det også er en jagt fremad.

Hvis der er en historie gemt i dramaet, er det ikke en, der handler om noget bestemt. Det er selve dramaet, man bliver grebet af. Og der er ikke fejl at høre. Den usædvanligt lange indspilningsperiode er brugt godt.

Brahms skrev sine fire symfonier over en relativt kort periode sent i livet. Efter at have kæmpet med egne forventning og forbilledet Beethoven hængende på væggen i mange år kom der hul på bylden med 1. symfoni i 1876. Selv om symfonierne har en helt anden romantisk stræben end Beethovens klassi- ske former, er de ofte blevet sammenlignet.

Men det er sjældent, at orkestre tager kon- sekvensen og skræller den store romantiske lyd væk og skaber fortolkningen af det rytmiske kit, der binder alle de små indsatser sammen.

Men det gør Ticciati. ’Rå, romantisk feber’ kalder han sit klangideal.

Resultatet er markant. Uden symfonisk bredde bliver det melodierne, rytme og de korte aftræk, der bærer musikken frem. Alle markeringer står knivskarpt i lydbilledet.

MUSIKKEN STRØMMER som det klareste vand uden filter eller effekter, der kan dække mangel på præcision. Det, man hører, er det, der er. Man får ikke fornemmelsen af dybde.

I den langsomme andensats i 2. symfoni får vi til gengæld serveret romantiske drømmerier. Men de er renskurede og ligefremme.

På samme måde bliver tredjesatsen i 3. symfonien af Brahms’ allermest iørefaldende melodier uden symfonisk tyngde overhovedet til en tilforladelig, men uendelig smuk dans.

Kronen på værket, finalen i 4. symfoni, bliver et vildt og energisk ridt, hvor alle de små motiver hober sig op til voldsomme kulminationer. Og man kan stadig høre alle byggestenene.